Kærlighedsafhængighed: at hele en tilknytningsløkke

Stimuleringen, forholdet gav, er væk. Hjernescanningsstudier viser, at adskillelse påvirker belønnings- og tilknytningskredsløbene (dopamin/oxytocin); den nøjagtige timeopløsning varierer fra person til person.

Hjernen kan bearbejde fraværet af tilknytningspersonen som en trussel; stressresponsen (HPA-aksen, kortisol) sætter ind. Dens intensitet og timing varierer fra person til person.

Det er blevet vist, at social afvisning og adskillelse kan aktivere hjerneområder, der overlapper med fysisk smerte (f.eks. den anteriore cingulate bark); der kan være en virkelig følelse af trykken i brystet. Den individuelle variation er stor.

Gamle motorvaner i striatum sætter ind. Fingrene dine strækker sig automatisk efter telefonen, og trangen til at tjekke partnerens onlinestatus, fotos eller gamle beskeder når toppen.

Studier om kærlighed og adskillelse antyder, at intens lidenskabelig tilknytning kan være forbundet med lavt serotonin (et mønster, der ligner det, man ser ved OCD). Dette kan forklare den konstante grublen og de obsessive scenarier.

På grund af højt kortisol og adrenalin undertrykkes melatoninfrisætningen. Kroppen forbliver vågen om natten, søvnarkitekturen forstyrres, og gentagne opvågningsepisoder forekommer.

Niveauet af vasopressin, hormonet for social beskyttelse og partnerbinding, krakker. Du føler dig fuldstændig ubeskyttet, usikker og alene i verden.

Dopaminreceptor-desensitiseringen når toppen. At spise, lytte til musik eller tale med vennerne dine føles fuldstændig meningsløst og trættende.

På grund af det sympatiske nervesystems ukontrollerede noradrenalinfrisætning udløses pludselige hedeture, hurtig vejrtrækning (hyperventilation) og en følelse af panik.

Efterhånden som den dopaminerge strøm til forhjernen (den præfrontale bark) svækkes, oplever du kognitiv tåge, tab af fokus og en manglende evne til at træffe fornuftige beslutninger.

Hypotalamus-hypofyse-binyre-aksen er overfølsom. Den mindste udløser (en duft, en sang eller en gammel ejendel) sætter grådanfald og dybe sorgbølger i gang.

For at lette abstinenskrisen søger hjernen en kunstig dopamin-/oxytocinudladning ved at se på gamle fotos eller lytte til gamle stemmeoptagelser.

Konstant sympatisk stimulering (at være på vagt) forårsager mikrospasmer i skulder-, ryg- og nakkemusklerne. Kronisk sammenbidning af kæbemusklerne (bruksisme) optræder.

Den farligste autonome bølge, bragt af det akutte forladthedschok, kommer ned fra sin top. Sindet begynder at acceptere situationens varighed.

Det parasympatiske system sætter ind. Hvilepulsen falder til ro, og det autonome nervesystems homeostase begynder at blive genetableret.

Frisætningen af stresshormonet kortisol aftager til stabile grænser. Den intense kvalme og morgenangst, der mærkes ved opvågning, letter.

Smertebanerne i den anteriore cingulate bark falder til ro. Ved at producere sine egne naturlige endorfiner letter hjernen mærkbart den somatiske smerte i brystet.

Fraværet af ekstrem stimulering udløser dopaminreceptorerne (D2) til at øge deres følsomhed og antal (opregulering).

Døgnrytmen forbedres. Andelen af dyb NREM-søvn under nattesøvnen stiger, og synaptisk oprydning begynder på celleniveau.

Den præfrontale bark filtrerer tendensen til kun at huske partnerens gode sider (idealiserings-tankefejlen) fra. Toksiske sandheder accepteres logisk.

Acetylkolinbalancen i hippocampus etableres. Den intense hjernetåge efter adskillelsen spreder sig, og hukommelse og fokus vender tilbage.

Styrken i vanebroerne i striatum svækkes. I løbet af dagen aftager trangen til at se på profilen deres eller tjekke onlinestatussen deres mærkbart.

Den sympatiske skvætrespons (adrenalinstigning), givet til hver indkommende besked i forventning om, at den kunne være fra partneren, forsvinder.

Hjernen begynder at reagere ikke kun på stimuli fra partneren, men også på sikre oxytocinkilder som venskab, familie og kæledyr.

De neurale baner mellem fornuftslappen (den præfrontale bark) og impulslappen (striatum) styrkes. Viljestyrke blokerer let trangen til at kontakte partneren.

Med sympatisk/parasympatisk balance etableret stiger hjerterytmevariabiliteten (HRV). Kroppens modstandskraft over for følelsesmæssig stress øges.

Gastrin- og mavesyreproduktionen, udløst af kronisk angst, normaliseres. Stressrelateret oppustethed, appetitløshed eller mavekramper går over.

Den kroniske sympatiske tonus (spænding) i skulder-, nakke- og rygmusklerne løses op. Kropsholdningen slapper af, og muskelsmerter letter.

Hjernen begynder at reagere på små naturlige stimuli. Et lækkert måltid, at træne eller at arbejde mod et nyt mål skaber en ren dopaminfrisætning.

Den neurale handlingsløkke med automatisk at vende sig til partneren eller skrive til dem i øjeblikke af ensomhed eller kedsomhed forsvinder.